Københavns ældste erhvervsmæglervirksomhed, La Cour & Lykke, har de seneste år været på en spændende vækstrejse, som i 2023 kulminerede med et rekordregnskabsår.
Der er derfor behov for nye kræfter, og erhvervsmæglervirksomheden har derfor ansat Mie Hofman pr. 1. august 2024, hvor hun tiltræder som erhvervsmægler og associeret partner. Mie Hofman kommer med mere end 10 års erfaring fra erhvervsmæglerbranchen, hvor hun senest har været ansat som salgschef og erhvervsmægler i ButiksKompagniet.
"Efter endt uddannelse som ejendomsmægler var jeg kortvarigt ansat som boligmægler, inden jeg i 2014 tiltrådte som erhvervsmægler i Kjeldskov & Co. Erhverv. Herefter har jeg, foruden en kort tur hos Danske Shoppingcentre, været ansat i ButiksKompagniet i snart 10 år, hvor jeg de seneste tre år har fungeret som både erhvervsmægler og salgschef. Som mægler stræber jeg efter at være loyal og pligtopfyldende, og jeg lover aldrig mere end jeg kan holde. Jeg søger så vidt muligt win-win-løsninger og værdsætter arbejdsomhed og godt købmandskab", siger Mie Hofman.
Mie Hofman er født og opvokset i Solrød, men har været bosat i København i 14 år, inden hun for nylig flyttede retur til sin barndomsby. Desuden har hendes erhvervsliv primært foregået i Københavnsområdet. Hun fortæller: "La Cour & Lykke specialiserer sig især i udlejning og salg inden for kontor, butik og detail, hvilket er det segment, jeg primært har beskæftiget mig med i mit erhvervsliv. Derudover forbliver jeg i Københavnsområdet, og jeg kan dermed trække på mit stærke lokale netværk, som jeg har opbygget gennem de sidste mange år."
Mie Hofman tiltræder som erhvervsmægler og associeret partner, hvilket betyder, at hun skal bistå Kristian Hartmann, direktør og partner, La Cour & Lykke med ledelsesopgaverne. Om sin nye hverdag, fortæller hun:
"Kristian og jeg havde en god kemi fra start, og jeg fik hurtigt indtrykket af, at La Cour & Lykke bestod af et sammentømret team med gode og dygtige kollegaer. Jeg glæder mig til at skabe nye sociale og faglige bekendtskaber, og ser frem til at blive en del af noget større, hvor jeg kan få værdifuld sparring med en bred vifte af personer. Derudover bevarer jeg et ledelsesansvar, hvilket jeg har trives med i min tid som salgschef."
Nyansættelsen sker som et naturligt næste skridt efter flere gode år hos La Cour & Lykke, der i 2020 blev anerkendt med Børsens Gazelle Pris for god vækst og stabil bundlinje. Kristian Hartmann, La Cour & Lykke, fortæller:
"I 2023 havde vi et rekordregnskabsår, og i 2024 er vi allerede 20% foran budget. Vi har derfor været på jagt efter en associeret partner i en længere periode, og vi har fundet den helt rette kandidat med Mie, der kommer med en stærk faglig profil og et solidt bagland. Vi glæder os til at fortsætte vores stærke vækst med Mie på holdet."