Den nordjyske vinduesproducent markerer sit 70-års jubilæum ved at indtræde fuldt ud i Dovista Gruppen. Det glidende generationsskifte blev indledt i 2016 og har vist sig som en stor gevinst for begge parter.
For direktør Kaj Bundgaard var det et tilbud, der var umuligt at sige nej til, da Krone Vinduer i 2016 fik mulighed for at blive en del af Dovista Gruppen. Forud var gået 5 års målrettet arbejde med at forberede virksomheden til et fremtidigt salg, og da Dovista Gruppen kom på banen, var der ingen tvivl.
- Vi havde i forvejen samarbejdet om produktion af vinduer gennem et par år, og for mig var ejerskiftet et naturligt næste skridt. Det var afgørende, at vi fik en ejer ind, som kunne bidrage til at udvikle Krone Vinduer og fremtidssikre produktionen i Vendsyssel. Det må man sige, at vi har fået. Vi har løftet os væsentligt på omsætning, indtjening og medarbejdere de seneste år, siger Kaj Bundgaard.
Siden Dovista Gruppen blev en del af ejerkredsen, er medarbejderstaben i Krone Vinduer vokset med over 50 procent til tæt på 200. Og regnskabsrekorden på 9 millioner kr. før skat fra 2021 bliver allerede slået, når årsregnskabet for 2022 om kort tid offentliggøres.
Lejeboliger: Udvikling og salg. Konferencen afholdes den 6. september 2023.
En af årsagerne til fremgangen er, at opkøbet har været med til at styrke Krone Vinduers position på projektmarkedet. Her er det blandt andet lykkedes at lande flere store ordrer i samarbejde med søsterselskabet Velfac. Et af disse er det nye hovedsæde til AP Pension og Nykredit i København, hvor Krone leverer over 100 limede glashjørner, mens Velfac leverer de øvrige vinduer.
Dovista Gruppens overtagelse af Krone Vinduer er sket gradvist fra 2016 og frem til marts 2023.
- Jeg havde et ønske om at få en ny ejer ind på et tidspunkt, mens jeg selv er et aktiv for virksomheden. Man ser ofte, at ejerledere venter med at sælge, indtil de skal på pension. Det ville jeg ikke. Jeg har stået i spidsen for Krone Vinduer siden midten af 1980’erne og havde – og har fortsat – store ambitioner for virksomheden. Derfor er det her heller ikke et exit for mig. Jeg synes helt ærligt, at jeg har det mest fantastiske job, siger Krone-direktøren.
Dovista Gruppen råder over 15 vinduesbrands, heraf 4 i Danmark. Ifølge administrerende direktør Allan Lindhard Jørgensen har det været en stor gevinst at få Krone Vinduer ind i porteføljen som et eksklusivt nichebrand til at komplementere de stærke mainstream-brands Velfac og Rationel.
Opgradering og optimering af ejendomme. Konferencen afholdes den 7. marts 2023
- Byggekomponenter bliver generelt mere og mere standardiserede. Men vi oplever samtidig en stigende interesse for at give byggerier et individuelt og eksklusivt udtryk. Her kan Krone noget særligt i forhold til materialer, egenskaber og dimensioner. Det er med til at styrke Dovista Gruppens position og gøre os endnu mere relevante, ikke mindst blandt arkitekterne, siger Allan Lindhard Jørgensen.
Et eksempel er et nyt projekt med luksuslejligheder på Fuglebakkevej på Frederiksberg, tegnet af Effekt Arkitekter, der har valgt et miks af eksklusive vinduer fra Krone og standardiserede vinduer fra Velfac. Her leverer Krone et vindue med en specialdesignet aluminiumsprofil udvendigt og en indvendig ramme i egetræ.