Kommunalbestyrelsen i Vordingborg har besluttet, at MOE, PLH Arkitekter og ETN Arkitekter skal stå i spidsen for Vordingborg Kommunes nye rådhus. Dermed fulgte Kommunalbestyrelsen indstillingen fra den nedsatte dommerkomité. Byggeriet skal stå klart ved årsskiftet 2022-2023.
Kontakt
Vordingborg Kommune
T: +45 5536 3636
Det nye rådhus i Vordingborg bygges i 4 etager og får tagterrasse med udsigt til Gåsetårnet, hovedindgang fra Valdemarstorvet, foreningszone med mødelokaler, solceller på taget, en multifunktionel sal, demokratiplads og 220 vinduesvendte arbejdspladser.
Borgernes hus bliver navnet på rådhus, der skal bygges sammen med Jobcenter og Borgerservice, så de 2 etaper fremstår som en helhed.
I de seneste uger er 3 konkurrenceforslag blevet vurderet af politikere, arkitekter, ingeniører og medarbejdere i kommunen. Onsdag aften blåstemplede kommunalbestyrelsen den dommerbetænkning, der anbefaler forslaget fra konsortiet med MOE, PLH Arkitekter og ETN Arkitekter som vinder.
- Vi har lagt vægt på arkitektur, økonomi, bæredygtighed og sammenhæng til omgivelserne i bedømmelsen. Og så skal mavefornemmelsen selvfølgelig være rigtig. Med vinderforslaget har vi fået et solidt og realistisk udgangspunkt, og jeg er sikker på, at det bliver et dejligt hus for borgere og medarbejdere, siger borgmester i Vordingborg Kommune, Mikael Smed.
I praksis skal Vordingborg Kommune nu indgå aftale med konsortiet om totalrådgivning på projektet. I august begynder planlægningen i detaljer, og i den proces har både kommende brugere af huset og medarbejdere en vigtig rolle.
De øvrige konkurrenceforslag kom fra konsortier med Lundgaard & Tranberg Arkitekter og Henning Larsen Architects i spidsen.
Når 2020 rinder ud, skal det nye hus være projekteret færdigt. I januar 2021 skal hovedentreprisen i udbud. I sensommeren 2021 bliver det første spadestik taget, og går alt efter planen, kan huset tages i brug ved årsskiftet 2022-2023.