Koncenton køber de første 2 etaper af et boligprojekt i Risskov. Den sidste etape sættes til i begyndelsen af juni 2020.
De 100 lejligheder i Risskov er en del af et større projekt, som opføres af den private investor JN Group Kolding. Ejendommen er solgt for et større 3-cifret millionbeløb. Colliers Aarhus har formidlet salget.
- Lejlighederne er små boliger på gennemsnitligt 53 kvm og meget velindrettede, så de rammer lige ind i et stort behov for mindre boliger til studerende, singler eller det unge par. I Aarhus er den størst befolkningsgruppe de 20-29-årige, så der er potentielt mange lejere, siger Søren Lindbjerg, partner hos Colliers, der også oplyser, at ejendommen allerede er fuldt udlejet.
De 100 lejligheder, der her er solgt og handlet, består af 2 ud af i alt 3 bygninger i det samlede projekt. Projektets sidste etape, bestående af 48 lejligheder, sættes til salg i starten af juni og lejlighederne vil være indflytningsklare hen over sommeren, og ejendommen vil stå klar til købers overtagelse til oktober 2020.
- Jeg forventer ret hurtigt at finde en køber til den sidste del af projektet. Området er meget populært i øjeblikket, det ligger i en ny bydel i rivende udvikling med kort afstand til Aarhus centrum, tæt på skov og vand, og med en genial infrastruktur, siger Søren Lindbjerg med henvisning til letbanen, der har stop indenfor 200 meter.
Aarhus: de største projekter. Konferencen afholdes d. 26. november 2020.
Ejendommen indgår i ejendomsfonden Koncenton Urban, der forventes at give investorerne et afkast på 8,85 procent om året. Der er ifølge Colliers tale om en ejendomsinvestering med god risikospredning, hvad angår antallet af ejendomme og geografisk spredning. Denne ejendom er den første, som ejendomsfonden har indkøbt.
- Ejendommen i Risskov er et solidt første projekt i Koncenton Urbans portefølje. Vores erfaring med målgruppen er særdeles god, og den fortæller os blandt andet, at beboerne efterspørger nybygget kvalitetsbyggeri med god og delevenlig indretning - og det er det, denne ejendom tilbyder, udtaler Peter Jørgensen, investeringsdirektør i Koncenton.
Fakta om projektet
Ejendommen ligger i det nye boligområde Risskov Engpark, på Arresøvej 30-34 og Brassøvej 28-36. Den sidste etape, der udbydes til salg, er Brassøvej 22-26. Det samlede projekt udgør i alt 8.007 kvm. I hele det nye boligområde, Risskov Engpark, bygges cirka 40.000 kvm.
Det er Akitema Architects, der har tegnet boligerne, som er moderne og tidløse. Desuden byder de på rummelige altaner, og stuelejligheder med udgang til egen terrasse. Der er 80 parkeringspladser, men med særlig tanke på målgruppen, er der desuden etableret 296 cykelparkeringspladser.