Kolding skal have en ny Kommuneplan og nu sender Kolding Kommune forslag til den nye Kommuneplan i høring.
Kontakt
Kolding Kommune
Kolding Byråd har sendt et forslag til en ny kommuneplan for Kolding kommune i høring den 4. februar og 8 uger frem. Planen udpeger blandt andet nye arealer til byudvikling i Vonsild, den nordøstlige del af Kolding, ved Almind-Viuf, Lunderskov og Christiansfeld, samt vurderer behovet for nyt boligbyggeri.
Kolding Kommunes boligbehov for de næste 12 år, beregnet på de seneste 12 års opført byggeri fra 2012 til 2023, vil svare til samlet godt 4.920 boliger. Dette giver et gennemsnit på godt 410 boliger pr. år i perioden.
Boligbyggeriet fordeler sig sådan, at knap 60 procent er opført som énfamilieboliger i form af parcelhuse og tæt-lav boligbyggeri mens godt 40 procent er opført som etagebyggeri.
Mere præcis er tallene som anført nedenfor:
- Enfamilieboliger - i alt 2.830 boliger, heraf:
- Parcelhuse 1.460 boliger
- Række-, kæde- og dobbelthuse 1.370 boliger
- Etageboliger 2.090 boliger
- Total 4.920 boliger
Fokus på byfortætning
Opgørelsen viser at der potentielt er mulighed for, at der kan ske en boligudbygning ved fortætning på samlet godt 1.550 boliger.
Mange af projekterne er resultat af Kolding Kommunes fokus på at fortætte i eksisterende byområder, for dels at reducere omfanget af arealer der inddrages til udbygning på bar mark, og dels for at understøtte og skabe bymæssige kvaliteter.
Befolkningsvæksten har godt fat i Kolding
Kolding Kommune oplevede i 2024, at indbyggertallet voksede med 1.148 personer. Det er den største stigning, der er set i et kalenderår.
Stort set hele væksten i Kolding Kommune kommer fra indrejste fra udlandet. Derudover er der et overskud på fødselsbalancen, hvilket vil sige, at der er født lidt flere, end der er personer, der er afgået ved døden.
De indrejste borgere kommer især fra Nepal, Bangladesh, Ukraine, Indien og Tyskland. Med til billedet hører dog, at ca. 14 procent af de indrejste har dansk statsborgerskab. Så det er danske statsborgere, der vender hjem.
Hovedparten af de indrejste er 18-49 år. Det hænger sammen med, at størstedelen kommer for at arbejde eller studere. Og de videregående uddannelser i Kolding har da også oplevet en stor stigning i optaget af internationale studerende især fra Bangladesh, Nepal og Indien.
- Det er nærliggende at spørge, om væksten er så meget værd, når det ”bare” er studerende. Men her er svaret JA. Det er afgørende for virksomhederne, at de hele tiden kan rekruttere den arbejdskraft, de har brug for. Og vi har den fordel i Kolding, at uddannelsesinstitutionerne har formået at tiltrække studerende fra andre lande. Det er et godt udgangspunkt for vores virksomheder i forhold til at rekruttere dem, når de er færdige med at læse, pointerer Knud Erik Langhoff.