KHR Architecture satser strategisk på Grønland og har netop vundet en konkurrence om endnu et grønlandsk uddannelsesbyggeri, denne gang i Sisimiut.
KHR Architecture har historisk stået bag en lang række byggerier i Nuuk og har de seneste år taget arven op ved at arbejde mere intensivt med det grønlandske marked. Nu har tegnestuen landet endnu en opgave på Grønland.
- Grønlands selvstyre har valgt KHR som totalrådgiver til at bygge en ny Jern- og Metalskole i Sisimiut på Vestgrønland, og det er et projekt, som vi virkelig glæder os til at komme i gang med, siger teknisk chef og partner i KHR Architecture, Henrik Danielsen.
Jern- og Metalskolen skal kunne rumme 100-150 elever plus 2 hold på hver 12-16 elever på et 1-årigt forløb af en maskinmesteruddannelse. Skolen skal danne grundlag for at udvikle en sammensluttet uddannelsesinstitution med bygge-og anlægsskolen, Råstofskolen og GUX.
Skolebyggeri - erfaringer og visioner. Konferencen afholdes den 27. maj 2021.
Jern- og Metalskolen skal også fungere som fysisk mødested for skolens elever, samt byens virksomheder og borgere via fleksible konference- og caféområder.
- Det grønlandske landskab og klima stiller særlige krav til arkitekturen, både æstetisk og teknisk. Gennem vores fokus på det grønlandske marked opbygger vi specialviden inden for arktisk arkitektur, så vi hurtigere og mere kompetent kan skitsere og projektere projekter, der tager højde for de særlige forhold, der gør sig gældende, når man bygger på Grønland. Det er for eksempel den ekstreme vind, de store mængder sne og lysforholdene, som er helt anderledes, end hvad vi er vant til i Danmark, siger kreativ partner i KHR Architecture, Janina Zerbe, der selv er stærkt involveret i KHRs projekter på Grønland.
KHR Architecture forventer at underskrive kontrakt med bygherre i slutningen af april 2021 med ingeniørfirmaet Verkis som underleverandør. Jern- og Metalskolen skal efter planen stå færdig i slutningen af 2023 med et budget til håndværkerudgifter på 280 millioner kr.