En af de centrale personer i professionaliseringen af ejendomssektoren, Kamilla Sevel, stopper som chefredaktør i Estate Media, som hun stiftede i 2008 efter at have forladt Byens Ejendom.
Estate Media skriver:
Med udgangen af maj måned fratræder stifter og chefredaktør Kamilla Sevel i Estate Media.
Kamilla Sevel har været en del af virksomheden i 18 år og er kendt som moderator på adskillige konferencer, som chefredaktør for Estate Magasin og andre produkter og for sine mange kommentarer og analyser af ejendomsbranchens udvikling.
Fratrædelsen sker som en naturlig udvikling i forlængelse af, at virksomheden blev solgt til Bonnier News i 2022.
– Siden vi indgik samarbejde med det danske selskab i 2012, har Kamilla og jeg arbejdet tæt sammen i både bestyrelse og direktion. Kamilla har gennem alle årene bidraget til virksomhedens udvikling både strategisk og operationelt. Jeg takker for hendes store indsats gennem årene, siger bestyrelsesformand Jan Erik Pedersen, Estate Media.
Fremtid
Kamilla Sevel glæder sig til at fortsætte karrieren på anden vis fremover.
– Jeg starter som selvstændig moderator og strategisk rådgiver ligesom jeg nu får mulighed for at forfølge en bestyrelseskarriere, siger Kamilla Sevel.
I forlængelse af ændringen bliver Christoffer Bagge ansvarshavende chefredaktør. Christoffer Bagge har siden januar 2025 haft ansvaret for de daglige onlinenyheder på EstateMedia.dk.
Den 28. maj afholdes der afskedsreception for Kamilla Sevel fra kl. 15-17 i Ny Østergade 24B, 1. tv., hvor alle er velkomne.
