Det 155 kvm sommerhus er fortsat Jyllands dyreste, selvom det er blevet sat 3 millioner kr. ned i pris.
Da Hamiltonhuset i Skagen i sommer kom til salg, strøg det med sin udbudspris på 25 millioner kr. ind på 1. pladsen som det absolut dyreste sommerhus på det jyske boligmarked.
En køber har dog ikke meldt sig på banen endnu, og nu er sommerhuset blevet sat 3 millioner kr. ned i pris.
Det skriver boligmediet Boliga.
Det nye prisskilt på sommerhuset, som ligger i klitterne ved Gl. Skagen med udsigt til Skagerak, lyder nu på 22 millioner kr.
For det beløb får du 155 kvm, der af liebhavermægleren Lilienhoff, som har huset til salg, beskrives som "klassisk" og "autentisk": Sommerhuset fra 1930 er bevaringsværdigt og har både originale lofter og gulve.
2. pladsen på det jyske sommerhusmarked ligger noget længere nede på prisskalaen: Det er nemligt en 150 kvm stor feriebolig i første række til vandet ved Krage Strand udenfor Hirtshals, der er til salg for 14 millioner kr.
Jylland: Fredede og bevaringsværdige bygninger - nye regler, løsninger og tilskud. Konferencen afholdes den 26. april 2023.
Det er nok ikke tilfældigt, at det netop er nu, at prisen på det eksklusive sommerhus er blevet sat ned i pris. Foråret – og særligt påsken – er nemlig der, hvor sæsonen på sommerhusmarkedet for alvor begynder:
Ifølge Boliga var maj den måned sidste år, hvor der blev solgt allerflest ferieboliger på landsplan - ligesom det også var tilfældet i 2019 før coronakrisen fik markedet til at eksplodere.
Udover at være det dyreste sommerhus på det jyske marked, så ligger Hamiltonhuset også på en 9. plads over de mest bekostelige ferieboliger på det landsdækkende marked lige nu.
Der er dog et stykke vej op til den dyreste, som ifølge Boliga er en næsten 300 kvm stor feriebolig ved Udsholt Strand i Nordsjælland, der koster intet mindre end 45 millioner kr.