Udviklingen går stærkt i Stigsborg, hvor en ny bydel i disse år skyder op med boliger, et Børne- og Ungeunivers med blandt andet en ny skole og en integreret institution, Aalborgs største bypark og meget mere. Nu er indflytningen i de første boliger i Stigsborg Have også i gang.
A. Enggaard, der er totalentreprenør på Stigsborg Have, har således afleveret 1. etape af Stigsborg Have til Lærerens Pension, der er bygherre. Etapen består af 137 boliger med mellem 2 og 4 værelser og på mellem 50 og 125 kvm.
Arkitektfirmaet Arkitema har tegnet projektet. De 2 beboelsesejendomme og fællesarealerne vil blandt andet indeholde gæsteboliger, udendørs træningsområde, legeplads, opholdsrum i 2 gårdmiljøer, et orangeri og fælles tagterrasser.
- Første indflytningsdato i Stigsborg Have er en milepæl, vi har set frem til med spænding, og vi glæder os til at boligerne får nye beboere og der kommer liv på altanerne. Vi har lagt vægt på at skabe boliger i forskellige størrelser og indrette fællesfaciliteter til glæde for både enlige, par, børnefamilier for at understøtte at generationer kan mødes på tværs og danne fællesskaber, siger Maria Helene Uebel Mørch, der er senior projektleder i Lærernes Pension.
Aalborg investerer i byudvikling. Konferencen afholdes den 27. april 2023.
- Vi besluttede desuden tidligt i processen at gå efter bæredygtigheds-certificeringen DGNB Guld, og det er siden hen blevet et fast krav for alle vores nye ejendomme i Danmark. Vi står desuden med en bygning i lavenergiklasse A2020, som er godt for ejendommens værdi og samtidig til glæde for lejerne. Vi glæder os til at kunne sætte plaketten med den officielle anerkendelse op på bygningen, og dermed vil en tredjedel af vores danske ejendomme have en DGNB Guld certificering, uddyber hun.
For beboerne bliver det muligt at leje en parkeringsplads i det nærmeste parkeringshus, men ved fællesarealerne er der også tænkt på cyklerne. Der vil således her være en opvarmet cykelkælder og cykelskure i gårdhaven.
I Stigsborg P/S, der står for byggemodning og videresalg af byggefelter, glæder direktør Anton Hessellund sig over den forestående milepæl for Stigsborg Have:
- Stigsborg udvikler sig i et godt tempo, både hvad angår boliger, infrastruktur og grønne åndehuller. Vi glæder os til, at vi nu snart kan byde velkommen til Stigsborg Haves nye beboere, der kan se frem til at få glæde af bydelens mange tilbud, herunder blandt andet Stigsparken, et nyt og innovativt mobilitetshus og det kommende Børne- og Ungeunivers, siger Anton Hessellund.
Stigsborg Have ligger i den nordlige ende af bydelen, og mange af boligerne vil have udsigt og direkte udgang til den kommende park, Stigsparken, hvis første fase åbner for offentligheden i løbet af foråret. Anden etape af Stigsborg Have, der kommer til at rumme i alt 126 boliger, vil stå klar til indflytning til sommer.