Administrerende direktør i SBB, Ilija Batljan, blev i begyndelsen af maj 2020 anholdt på grund af mistanke om insiderhandel. Nu er efterforskningen afsluttet.
Administrerende direktør i svenske SBB, Ilija Batljan, har været under mistanke for insiderhandel, men nu er efterforskningen afsluttet.
- At den foreløbige undersøgelse er afsluttet, er en glædelig meddelelse. Nu fokuserer vi igen fuldt ud på de regelmæssige aktiviteter, hvor SBB som Nordens største ejendomsselskab inden for social infrastruktur fortsætter med at skabe langsigtede og bæredygtige værdier, siger Lennart Schuss, der er formand for SBBs bestyrelse.
Under den indledende undersøgelse har Ilija Batljan afvist alle anklager, og han har ifølge SBB samarbejdet fuldt ud med efterforskningen. SBB som selskab har ikke været genstand for undersøgelse.
- Jeg er lettet, men ikke overrasket over anklagemyndighedens beslutning. Nu er det vigtigt for mig at fortsætte med fuld styrke som administrerende direktør for SBB - og sammen med vores stærke team fortsætte med at levere resultater. Vores fokus er som altid at være en pålidelig og langsigtet samfundsaktør, der på en bæredygtig måde leverer aktionærværdi, god rentabilitet og stærke resultater, siger Ilija Batljan, administrerende direktør og grundlægger af SBB.
SBB har fokus på ejendomme med offentlige lejere. Selskabet har købt en række ejendomme i Danmark.