Ud over den offentlige høring skal der være et åbent hus og fysisk borgermøde vedr. grundens fremtid den 26. september 2024.
Grunden på Jernbanegade i Fredensborgs centrum er på lidt over 12.000 kvm og huser det ca. 200 kvm store Alexandra House, der er erklæret bevaringsværdig.
Frem til 2019 blev Alexandra House brugt som ungdomsklub. Sidenhen har der været en voldsom debat om husets og områdets fremtid og mulige anvendelse.
”Vi ved, at der er mange holdninger og ønsker til, hvordan kommunen bedst kan anvende grunden ved Alexandra House. Derfor har vi besluttet, at der skal være en grundig proces med borgerinddragelse, inden vi i byrådet træffer mere præcise og bindende beslutninger om grundens fremtid og sætter arbejdet i gang med en ny lokalplan”, siger Lars Simonsen, der er formand for Plan-, Trafik- og Klimaudvalget.
Efter dialogprocessen er afsluttet vil Plan-, Trafik- og Klimaudvalget og Økonomiudvalget beslutte hvordan udviklingen af Alexandra House grunden skal fortsætte.