De 2 projektudviklere AG Gruppen og Home.Earth vil nu dele ejerskabet til Kemisk Værk Køges 279.000 kvm ejendom på Københavnsvej i Køge.
Kemisk Værk Køge blev i 1992 købt af amerikanske Sun Chemicals, som lukkede de sidste rester af produktionen i 2022. AG Gruppen købte i januar 2025 grunden, og med dagens aftale har Home.Earth erhvervet 20 % ejerskab af det fælles selskab.
- Vi ser et potentiale i Køge, som vi nu sammen med Home.Earth skal begynde at realisere, siger Robin Feddern, bestyrelsesformand i AG Gruppen.
Grunden ligger direkte til vandet og indgår som et udviklingsområde i Køge Kommunes kommuneplan, kaldet Ølby Strandenge. Kommunen skriver:
"Området tænkes primært udviklet som en naturpræget boligby, men særligt mod Københavnsvej kan kontorerhverv og arealkrævende butikker indpasses og fungere som afskærmning mod trafikstøj."
Se mere HER.
Næste skridt for AG og Home.Earth er i samarbejde med kommunen at igangsætte en plan for oprensning og udvikling af grunden.
Hvem er AG
Odense-firmaet AG Gruppen blev stiftet i 1986 af Jørgen Witting under navnet Arkitektgruppen. Selskabet har udviklet 9.000 boliger og erhvervsbyggerier.
I 1919 solgte Witting sin aktiepost til medejeren Robin Feddern, som i dag er hovedejer af koncernen.
Hvem er Home.Earth
Home.Earth udvikler bæredygtige boliger i Storkøbenhavn.
Home.Earths første egenudviklede projekt åbnede i maj i Hedehusene med 158 lejligheder med Danmarks hidtil laveste aftryk på 4,7 kg Co2 per kvm.
Home.Earths hovedejere er Steen Sønderby, Home.Earth Fonden og Peter Aagaard.
