I første omgang skal der opføres 218 midlertidige boliger, men senere kan yderligere 200 boliger komme til i håndværkerbyen.
Ifølge SN.dk skal Adapteo Danmark stå for byggeriet af de omkring 400 midlertidig boliger på et 13.580 kvm stort areal på marken overfor Hillerød Forsynings renseanlæg og genbrugsplads.
Der skal i første omgang bygges 218 boliger, der indrettes i pavilloner. Hvis der på et senere tidspunkt bliver behov for det, kan håndværkerbyen udvides med knap 200 boliger mere, skriver SN.dk.
- Det er et stort projekt, men vi har prøvet det før. Vi lavede blandt andet noget lignende i forbindelse med byggeriet af cityringen i København, fortæller Ina Kristensen, der er head of project i Adapteo Danmark, til SN.dk.
Hillerød er ramt af et decideret byggeboom, og snart går byggeriet af det 118.000 kvm store supersygehus også i gang. NCC skal som hovedentreprenør stå for byggeriet af supersygehuset, der har et budget på 4,5 milliarder kr. Supersygehuset er tegnet af Herzog & de Meuron og Vilhelm Lauritzen Arkitekter og skal efter planen stå færdigt i slutningen af 2023.