Omdannelsen af Hellebæk Klædefabrik nær Helsingør fra kontorer til 32 nye boliger har nu opnået DGNB Platin præcertifikat i kategorien “Nye bygninger og omfattende renoveringer” som den første beboelsesejendom i Danmark.
– Det er en fornøjelse for os at se investorer med ambitioner på det grønne område og viljen til at lægge det hårde arbejde i at indfri dem. Vi glæder os til at gennemføre den endelige certificering for Hellebæk Klædefabrik, udtaler Sisse Normann Canguilhem, der er konstitueret direktør hos Rådet for Bæredygtigt Byggeri.
Udover præcertificeringen i platin, forventer ejerne også, at Hellebæk Klædefabrik vil blive certificeret med DGNB Hjerte, som fremmer sundhed og velvære med mennesket i centrum.
Blandt andet CO2-påvirkningen er vurderet i præcertificeringen, og den vil ligge væsentligt under lovkrav (12 kilo CO2 per kvadratmeter per år) og vurderes som lav. Det skyldes blandt andet, at der er tale om eksisterende historiske rammer, der omdannes til nye boliger og erhvervslejemål, ligesom nybyggeriet opføres i træ.
– Præcertificeringen er en vigtig milepæl for udviklingen af Hellebæk Klædefabrik, der viser, at vi er helt på rette vej og valgt at sætte ind, hvor det virkelig gælder. Vi har blandt andet fokus på at bidrage positivt til den cirkulære økonomi og ressourceanvendelse igennem projektet. Det sker blandt andet ved, at vi genbruger mursten i væksthuset og udvalgte belægninger, og så har vi ikke mindst en grundig affaldssortering på byggepladsen, udtaler Marius Møller, direktør, PensionDanmark.
Hellebæk Klædefabriks varmeforsyning er samtidig udskiftet fra gas til jordvarmespiraler og varmepumper, som har mindsket projektets varmeforbrug og CO2-udledning fra driften.
Omdannelse af erhverv til bolig. Konferencen afholdes den 7. november 2023.
Næsten alle kontorlejemål i Hellebæk Klædefabrik er udlejet, og de første boliger er netop solgt.
Boligerne vil stå klar til indflytning af to omgange. Boligerne i første etape vil stå indflytningsklar den 1. juli 2023, mens boligerne i anden etape vil stå klar den 1. oktober 2023.
Størrelserne på boligerne varierer fra 64 kvm til 182 kvm, og priserne spænder fra 3,5 millioner kr. til 7 millioner kr. EDC Poul Erik Bech Helsingør står for formidlingen af salget af de 32 boliger.
Forvandlingen af Hellebæk Klædefabrik startede i 2020 og forventes afsluttet i 2023.
Hellebæk Klædefabrik er ejet af Velliv og PensionDanmark. DEAS Asset Management fungerer som udvikler og aktiv bygherre på projektet samt står for administration og drift.
Aaen Engineering har gennemført præcertificeringen, mens Werk Arkitekter har udviklet visioner og lokalplan sammen med virksomheden Andel og BM arkitekter.
Werk arkitekter, Øllgaard Rådgivende Ingeniører og Aaen Engineering har projekteret byggeriet, og BGB har været samarbejdspartner siden opstart af lokalplan og udfører byggeriet i totalentreprise.
Engel & Völkers, Helsingør varetager erhvervsudlejningen, og EDC Poul Erik Bech Helsingør varetager salget af boligerne.