På Oddervej i Højbjerg skal der bygges et seniorbofællesskab med 29 boliger og et fælleshus.
Byrådet i Aarhus vedtog den 16. november 2022 endeligt lokalplanen for et nyt seniorbofællesskab på en 1.900 kvm stor grund på Oddervej 75-79 i Højbjerg. Projektet omfatter 29 boliger og et fælleshus.
Politikerne undersøgt, om der kunne laves en servitut, der ville gøre kommunen påtaleberettiget i forhold til at sikre, at der bliver tale om seniorboliger. Det har dog ikke kunnet lade sig gøre, fremgår det af et notat fra kommunen.
"Kommunen har ikke hjemmel til at regulere ejerforhold eller brugerkreds i medfør af planloven og forholdet kan derfor ikke reguleres i en lokalplan", lyder det i notatet.
Aarhus: De store projekter. Konferencen afholdes den 24. januar 2023.
Ifølge medlem af Teknisk Udvalg, Jesper Kjeldsen (S), er der dog ikke grund til at være bekymret.
- Vi har kigget lidt på bygherres historik. De har lavet andre projekter her, og vi har tiltro til, at dette bliver seniorboliger. Det er et vigtigt tilbud at give til aarhusianerne, sagde Jesper Kjeldsen (S) på byrådsmødet.
Det er selskabet Bæredygtig Byudvikling ved Claus Pihlmann og Matias Juul Thorn, der står bag projektet, som er tegnet af Loop Architects.
Bebyggelsen opføres i 3 etager langs Oddervej og beklædes med skærmtegl på tag og facader i en rødbrunlig nuance. Fælleshuset opføres i 2 etager i lettere materialer på gårdsiden af bebyggelsen og med tag af sedum. Lokalplanen muliggør, at der må opføres op til 2.150 kvm bebyggelse. Projektet skal efter planen DGNB-certificeres.