Byrådet i Skanderborg har godkendt lokalplanen for 139 nye boliger syd for Frueringvej mellem Højvangen og Fruering. Byrådet har sendt lokalplanen for det nye boligområde Vestermøllehøj i 6 ugers offentlig høring.
Området bliver den sidste del af det store byudviklingsområde i Anebjerg mellem Højvangen, Stilling-Gram og Fruering. Sammen med det eksisterende boligområde Fruering Skovmark kommer det til at høre under lokalsamfundet i Fruering og under Virring skoledistrikt.
Planen giver plads til en blanding af rækkehuse i 2 etager og parcelhuse i 1 etage. Bebyggelsen følger det kuperede terræn, så behovet for at regulere terrænet begrænses.
Vej og stier
Området får vejadgang fra Frueringvej via en ny rundkørsel, som udviklerne betaler for. Dertil kommer flere stiforbindelser:
* Et stinet i hele boligområdet, der forbinder Vestermøllehøj med Vestermøllestien og Holtsbækvej og dermed med Højvangen og Skanderborg midtby
* Et nyt dobbeltrettet stiforløb langs Vestermøllevej, fra t-krydset ved Frueringvej til områdets grænse, som forlængelse af den nuværende cykelsti langs Frueringvej
* Stiforbindelsen skal knytte Fruering og det nye boligområde sammen med natur- og fritidsområderne omkring Vestermølle og Skanderborg Sø.
Regnvand og materialer
Regnvand håndteres som en del af landskabet med åbne vandrender, grøfter, regnbede og mindre arealer til midlertidig oversvømmelse.
Lokalplanen åbner desuden for at bruge andre byggematerialer end de fastlagte, så genanvendte eller nye, mere klimavenlige materialer kan tages i brug frem for eksempelvis én type mursten.
Projektet er tegnet af Laban Arkitekter.
