Middelfart Kommune var i 1. halvår 2019 Fyns hurtigst voksende kommune og den kommune, der voksede 6. hurtigst på landsplan. Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Der er godt gang i tilflytning, hussalg og byggeri i Middelfart Kommune. I 1. halvdel af 2019 er folketallet vokset 309 personer - næsten det samme som i hele 2018, der i forvejen var et bemærkelsesværdigt godt år. Fortsætter tendensen, vil Middelfart Kommune runde 40.000 indbyggere i løbet af 2 år.
- Nye tilflyttere giver flere elever i skolerne, liv i foreningerne og handlende i butikkerne, og så er befolkningstilvækst også en vigtig faktor, som virksomheder og investorer kigger på, når de vælger, hvor de vil slå sig ned, investere og skabe job. Derfor skal vi udnytte momentum til at skubbe endnu mere til udviklingen. Fx ved at udvikle nye, attraktive boligområder, forklarer borgmester i Middelfart Kommune Johannes Lundsfryd Jensen
Nye boliger på vej
Udviklingen drives da også af en række nye boligbyggerier rundt omkring i kommunen, men også af stor efterspørgsel på både ejer- og lejeboliger og øget interesse for byggegrunde, hvor salget er steget i forhold til sidste år.
NB! Odense: De store projekter. Konferencen afholdes d. 10. december 2019.
- Vi har 400.000 arbejdspladser inden for en times kørsel, nemt til motorvej og tog, natur og oplevelser lige uden for døren. Og så investerer vi i disse år i udvikling af vores byer og lokalsamfund. I skoler, faciliteter, grønne områder og et rigt kultur- og foreningsliv - og ikke mindst i nye boligområder. Det gør, at vi kan tilbyde det, mange efterspørger, helt tæt på, uanset hvor man slår sig ned i Middelfart Kommune, forklarer Johannes Lundsfryd Jensen.
Middelfart Kommune er i 1. halvår af 2019 den hurtigstvoksende kommune på Fyn, og er i Region Syddanmark kun overgået af Fanø.
Ifølge boligsiden.dk er Middelfart den kommune, hvor handlen med huse er steget 3. mest på landsplan, hvis man sammenligner 1. halvår 2018 med 1. halvår 2019. Salget er steget med 26,5 procent svarende til 48 huse ekstra.
Flere nye boligområder er på vej i Middelfart Kommune. I øjeblikket bygges der almene boliger i Nørre Aaby, Ejby og Gelsted, der er 55 liebhaverboliger på vej på havnefronten i Middelfart og nye boligområder på vej i Skrillinge, syd for Middelfart by, og i Brenderup.
Odense Kommune har i 1. halvår 2019 fået 62 færre indbyggere, men som i de øvrige store studiebyer, plejer tilvæksten at komme i 3. kvartal. Alene i 3. kvartal 2018 voksede Odense Kommune eksempelvis med mere end 1.400 indbyggere.