Statens ejendomsselskab, Freja Ejendomme, sætter 4 ejendomme i Odense til salg. 2 fredede bygninger ligger i Overgade tæt på det historiske centrum, mens 2 investeringsejendomme ligger ved det nuværende Odense Universitetshospital på J.B. Winsløws Vej.
I Overgade 60 ligger Rebslagergården, opført i 1764 af rebslager Hans Leopold. Den har et erhvervsareal på 411 kvm og er egnet til boliger, kontorer eller liberalt erhverv.
Ved siden af ligger Overgade 64 og 66, der sælges samlet:
Overgade 64 fra 1850 har 318 kvm og husede tidligere kontorer for Odense Pølsefabrik.
Overgade 66 har 348 kvm og fungerede engang som lærerbolig for Mulernes Legatskole.
Alle 3 bygninger er fredede og blev gennemrenoveret i 1960'erne. Til køberen følger et idéoplæg fra Vaag Arkitekter i Kerteminde om, hvordan husene kan laves om til boliger.
2 ejendomme ved hospitalet
3 km fra centrum, på J.B. Winsløws Vej, sælges 2 udlejede investeringsejendomme:
Nummer 9A fra 1914 har et etageareal på 6.769 kvm med kælder, indrettet til kontorer og klinikker. Den er delvist udlejet, blandt lejerne Region Syddanmark.
Nummer 17B fra 2010 har 841 kvm og er fuldt udlejet til privathospitalet Aleris.
Begge ligger ved det nuværende Odense Universitetshospital, som i de kommende år skal laves om til et nyt brokvarter med boliger, erhverv, detailhandel, kultur og grønne byrum. Nordicals Fyn i Odense står for salget.
Alle 4 ejendomme har Freja Ejendomme overtaget fra Bygningsstyrelsen. Colliers i Odense står for salget af ejendommene.
De indgår i et udbud af 7 ejendomme fordelt over hele landet.
