Landsretten har givet SKAT medhold i at KS-ejere ikke kan trække projektudviklingsudgifter fra ved tilbagesalg til KS-udbydere - eller rettere sagt kun fratrække et symbolsk beløb. Det viser en dom som blev offentliggjort i går den 9. juli.
Om det også kommer til at gælde videresalg til andre ejendomsinvestorer end den oprindelige projektudvikler står hen i det uvisse, men i så fald er der lagt gift ud for hele projektudviklingsmarkedet. For er en projektudvikler-fee en værdiforøgelse udover ejendommens konkrete værdi, og hvor meget ved en ny køber om projektet, og hvor meget af det er en udviklingsfee, og hvor stor en del er fradragsberettiget.
Dommen
En KS-ejer havde anket en afgørelse fra Byretten, hvor KS-ejeren ikke kunne få fradrag for den fee som KS-udbyderen havde taget for at udvikle projektet.
KS-ejerne havde i alt betalt 6 millioner kr. i honorar til projektudbyderen i 2004.
3 år efter i 2007 solgte KS-ejeren anparterne tilbage til KS-udbyderen.
SKAT ville dog ikke acceptere at der blev givet fradrag for den fee som KS-udbyderen oprindeligt havde taget for at udvikle projektet, altså de 6 millioner.
SKAT ville give et fradrag på 50.000 kr.
SKATs argument var, at KS-udbyderen, som købte KS-ejerens anparter tilbage, jo kendte projektet indgående, da de selv havde udviklet det. Derfor var det usandsynligt at KS-udbyderen ved tilbagekøbet ville betale for den fee de selv havde opnået ved det oprindelige salg.
Landsretten fandt: “ At det måtte have formodningen imod sig, at en professionel køber skulle være indstillet på at betale flere millioner kroner udover ejendommens værdi for oplysninger, som køberen i al væsentlighed besad i forvejen.
Landsretten fandt ikke, at det ved skønserklæringen var godtgjort, at projektudbyderen havde været indstillet på at betale en sådan merpris for ejendomsprojektet som følge af, at der tidligere havde været udarbejdet udbudsmateriale m.v.“
I forbindelse med retssagen blev der foretaget syn og skøn, og skønsmanden estimerede fee-værdien til at udgøre 2,5-3 millioner kr.
Men Landsretten mente ikke at SKATs skøn på 50.000 kr. kunne tilsidesættes som åbenbart urimeligt.
Byretten var nået til samme resultat.