Byggefirmaet Danhaus fra Esbjerg sælger den tyske del af virksomheden fra for at forfølge vækstspor i Danmark. Aldrig har der været så mange huse i ordrebogen til især det danske marked. Ordrebeholdning er på over 1 milliard kr.
Kontakt
Danhaus
Administrerende direktør og medejer
Johannes Schmith
E: js@danhaus.dk
Den tyske del af Danhaus bliver solgt fra, og det er gode nyheder set fra Esbjerg, hvor Danhaus Production fremstiller elementerne til sine klimavenlige huse. Det sker på den mest moderne fabrik, der findes fra Hannover i syd til Lofoten i nord.
- Vi har forrygende travlt med at producere de huse, som vi allerede har i ordrebogen. Vores produktionen i Esbjerg er booket fuldt ud, så frasalget af den tyske del af virksomheden til den store Streif-koncern er perfekt timet i forhold til, at vi har brug for at få frigjort noget kapacitet for at kunne følge med efterspørgslen fra det danske marked, fortæller direktør og medejer af Danhaus, Johannes Schmith.
Historien om Danhaus startede tilbage i 1977 med Hans-Werner Erben, som opførte energi- og miljørigtige danske huse på det tyske boligmarked. I 1998 opførte han domicil med en ny fabrik i Esbjerg, der i dag har 16.000 kvm under tag og 135 medarbejdere, som producerer elementerne til 2-3 huse hver dag. Gennem årene har Danhaus opført over 10.000 huse i Tyskland og Danmark.
- Hans-Werner Erben er nu en ældre herre, som gerne vil have lidt tid til at nyde livet. I takt med, at vi er vækstet så kraftigt i Danmark, så er tidspunktet rigtigt for ham med hensyn til at sælge den tyske del fra. Det er der selvfølgelig mange følelser forbundet med, men rent forretningsstrategisk er det godt for vores mulighed for at kunne imødekomme den store efterspørgsel i Danmark, siger Johannes Schmith.
I Danmark sker der ingen ændringer i ejerkredsen. Der vil fortsæt være et tæt samarbejde til Tyskland, hvor Danhaus i en periode stadig skal levere huselementer til en del byggerier.
JYLLAND: TRÆ - højhusbyggeri og større projekter - udfordringer, løsninger og økonomi. Konferencen afholdes den 27. april 2021.
Fokus på klimavenlige huse – træhuse er fremtiden
Siden starten i 1977 har fokus været på byggeri af huse i miljøvenlige materialer og med et lavt energiforbrug. Eksempelvis kan kunderne vælge elementer til husene som er CO2-neutrale. Danhaus har speciale i produktion af lavenergi rækkehuse, som også har været et vigtigt fundament for at vinde terræn inden for moderne bofællesskaber.
Træ som byggemateriale vinder større og større indpas. Danhaus har altid brugt træelementer som grundmateriale i væggene til alle elementerne, fordi det også giver et særligt godt indeklima.
- Vi producerer i dag mange træhuse. Det er en stærk tendens, som er kommet for at blive mange år ind i fremtiden. Det er et udtryk for, at der nu er stort fokus på bæredygtigt byggeri, som vi har stået for siden 1977. Det er en tendens, som vi meget gerne omfavner og som passer perfekt til vores kompetencer og DNA, siger Johannes Schmith.
Han ser med stor optimisme på fremtiden i forhold til markedet og de kompetencer, som Danhaus har.
- I de senest år har vi skåret vores forretningsmodel helt ren, så vi kun laver det, vi er allerbedst til. Vi lader andre om fx at lave individuelle enfamiliehuse, som ikke er rentable for os med den forretningsmodel, vi har valgt. Der er en stor sandhed i det gamle mundheld "skomager bliv ved din læst". Vi er rigtig skarpe på klimavenlige rækkehuse, og dem er der stor efterspørgsel efter omkring de største byer. Det er en boligtype, som skaber fællesskab og appellerer stærkt til mennesker i alle aldre, siger Johannes Schmith.