Ekspansive Casa har vundet opgaven med at renovere 184 boliger med et boligareal på 15.184 kvm i Roskilde.
Kontakt
Boligselskabet Sjælland
Kontaktperson: Lis Frederiksen
lif@bosj.dk
Vognmandsparken I er opført i 1967 og hører under Boligselskabet Sjælland.
Formålet med renoveringen er hovedsageligt at udbedre de bygningsfysiske problemer, udbedre kuldebroer i ydervægge, skabe bedre indeklima og renovere de tekniske installationer.
Bebyggelsen indeholder stueetage, 1. sal, 2. sal og 3. sal samt uudnyttet tagetage.
Bygningerne er opført med betonelementer med bare 50 mm isolering. I 1995 er der foretaget en facaderenovering. Tagbelægningen er bølgeeternitplader med asbest fra bygningernes opførelse.
Vognmandsparken I hører under samme boligafdeling som Vognmandsparken II, der også inde for en nær fremtid skal gennem en tilsvarende renovering.
Projektet
Renoveringsprojektet omfatter totalrenovering af alle stistrenge og faldstammer samt gulvafløb på badeværelser.
Det eksisterende ventilationsanlæg (mekanisk udsugning) i boligerne er generelt ikke i stand til at sikre et tilstrækkeligt luftskifte. Der skal etableres nyt udsugningsanlæg i loftrum, i kombination med frisklufttilførsel via ventilationsvinduer.
Renoveringsprojektet omfatter efterisolering med 200 mm isolering og ny facadebeklædning med skærmtegl, samt udskiftning af alle vinduer, franske altandøre og opgangsdøre.
Den nye facadekonstruktion skal fastgøres direkte til den eksisterende bagmur.
Eternittaget skal udskiftes, ny isolering på loft og der skal opsættes nye nedløb og tagrender.
Beboerne genhuses ikke under renoveringen.