I 2015 blev alle FN's medlemslande enige om 17 mål, der opregner klodens største miljømæssige, økonomiske og sociale udfordringer. I indsatsen for at nå de 17 Verdensmål spiller den private sektor en helt afgørende rolle. Dette anerkender Casa, der deltager i et nyt FN-projekt, hvor målet er at skabe ny bæredygtig forretning i regi af FN’s Verdensmål.
Projektet hedder SDG Accelerator og er søsat af UNDP og Industriens Fond. Projektet, der implementeres i samarbejde med Monitor Deloitte, spiller på flere tangenter. Dels arbejdes der med ledelsens og medarbejdernes engagement i dagsordenen, og dels arbejdes der med identifikation af nye forretningsmuligheder og skabelsen af profitable produkter og løsninger, der bidrager til indfrielsen af Verdensmålene.
- Hverken den private sektor eller FN kan udvikle de nødvendige løsninger til indfrielsen af Verdensmålene alene. For at nå de ambitiøse mål må ressourcer og kompetencer fra forskellige sektorer bringes i spil. Vi skal udnytte vores respektive styrker til i partnerskaber på tværs af eksisterende sektorer at skabe konkrete løsninger og på den måde skabe fremdrift i omstillingen til en bæredygtig økonomi til gavn for os alle sammen. Vi tror på, at de deltagende virksomheders løsninger har potentiale til at skabe en bedre verden. Derfor er vi glade for, at Casa er med på denne innovationsrejse sammen med os, siger Camilla Brückner, direktør for UNDP’s nordiske kontor.
NB! Energioptimering og vedvarende energi i byggeprojekter. Kurset afholdes d. 1. oktober 2019.
- Erhvervslivet er en vital medspiller inden for alle 17 Verdensmål. Det er derfor afgørende, at det bredt anerkendes, at Verdensmålene ikke kan realiseres ad politisk vej alene, men at den private sektor spiller en altafgørende rolle. SDG Accelerator skal vise, at der ikke er et modsætningsforhold mellem at drive forretning og at bidrage til en bedre verden. De 2 ting kan godt gå hånd i hånd, siger Thomas Hofman-Bang, administrerende direktør for Industriens Fond, der ser frem til at følge accelerationsprogrammet.
For Casa har det været vigtigt at involvere medarbejderne tidligt i forløbet for at skabe engagement og forståelse for deltagelsen. Det er ikke på forhånd givet, at forløbet vil resultere i et konkret nyt produkt, men Casa er villig til at investere ressourcer i forsøget.
NB! Genbrug i byggeri og ejendom. Kurset afholdes d. 12. november 2019.
- Vi går ind i samarbejdet med et håb om og en tro på, at vi kan gøre en forskel. Vores idégenereringsworkshop for alle medarbejdere forløb positivt med mange gode bud, vi vil arbejde videre med i processen. Om det resulterer i et konkret projekt, må tiden vise, men vi håber at kunne udvikle ny forretning i regi af FN’s Verdensmål og vise andre virksomheder, at målene kan bruges til innovation og forretningsudvikling, siger Torben Modvig, administrerende direktør i Casa.
Projektet startede den 27. februar 2019 i FN Byen og løber hele 2019 med deltagelse fra i alt 19 danske virksomheder. Læs mere om SDG Accelerator for SMV’er her.