Den 7. februar 2019 blev det første spadestik taget til et nyt kontorbyggeri til Banedanmark i Ringsted. KPC København opfører bygningen som et OPP-projekt, hvor Bygningsstyrelsen er bestiller.
I går tog transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen sammen med bl.a. Ringsteds borgmester Henrik Hvidesten og direktør Per Jacobsen i Banedanmark det første spadestik til et ca. 8.200 m 2 nyt kontorbyggeri til Banedanmark på Godsbanevej i Ringsted. Bygningen skal være færdig i marts 2020.
Bygningen skal huse 360 arbejdspladser og bliver et nyt knudepunkt for Banedanmark, der samler en række aktiviteter i Ringsted.
- Ringsted har altid været et knudepunkt for den danske jernbane. Med byggeriet her udbygger vi dette knudepunkt, da vi får vores tredje store adresse i Danmark, som også tæller København og Fredericia. Vi glæder os til at flytte ind og til at blive en større del af byen, siger direktør i Banedanmark, Per Jacobsen.
NB! Kontorudvikling i en digital tid. Konferencen afholdes d. 18. juni 2019.
Bygningen indrettes, så kontorlokalerne understøtter Banedanmarks behov og let kan ændres uden ombygning i forbindelse med eksempelvis organisationsændringer og nye aktiviteter. Udover kontorlokaler og mødefaciliteter mv. etableres også et uddannelsescenter.
Den nye kontorbygning opføres i et offentligt-privat partnerskab (OPP) mellem Bygningsstyrelsen og KPC København A/S sammen med Henning Larsens Architects A/S, Midtconsult A/S og Newsec-Datea. OPP-leverandøren skal også stå for driften af bygningen i en 20-årig periode, når bygningen er færdig og tages i brug.