Storbritanniens næststørste entreprenør, Carillion, har i dag, den 15. januar 2018, begæret sig selv konkurs. Det sker efter, at bankerne har afvist at lade entreprenørgiganten optage yderligere lån.
Bankerne har afvist Carillions anmodning om at optage lån for yderligere 2,5 milliarder kr., hvilket var nødvendigt inden afslutningen på måneden, hvis selskabet skulle holdes i live. Det skriver Bloomberg.
Virksomheden har 43.000 ansatte, hvoraf 20.000 arbejder i Storbritannien. Virksomheden er samtidig involveret i en lang række offentlige byggerier, herunder infrastrukturprojekter, sundheds- og skolebyggerier samt drift af ejendomme for det engelske forsvar.
NB! Risikostyring og forsikring af byggeri. Kurset afholdes d. 25. april 2018.
- Dette er en meget trist dag for Carillion, for vores kolleger, kreditorer og kunder, som vi stolt har serviceret gennem mange år. Over de seneste måneder har vi gjort os store anstrengelser for et rekonstruere Carillion for at sikre selskabet en bæredygtig fremtid. Men i de seneste dage er det ikke lykkes os at sikre finansieringen til vores forretningsplan, og derfor er det med den dybeste beklagelse, at vi er kommet til denne beslutning, siger selskabets bestyrelsesformand, Philip Green, ifølge The Guardian.
Carillion har haft stor fokus på OPP-projekter. Ud over Storbritannien har selskabet især været aktive i Canada og Mellemøsten.