Sund & Bælt og Vejdirektoratet har i december 2024 færdiggjort en forundersøgelse af en fast forbindelse mellem Als og Fyn.
Kontakt
Sund & Bælt
Forundersøgelsen, der har haft fokus på, at en forbindelse skal være til gavn for flest mulige brugere, være økonomisk sammenhængende og give størst mulige tidsbesparelser for rejsende, er nu afsluttet og offentliggjort.
Formålet med forundersøgelsen var at fremskaffe et bedre grundlag for en politisk drøftelse og beslutning om projektets videre forløb.
Als-Fyn forbindelsen udgøres af en kyst-kyst-forbindelse i Lillebælt på mellem 10 og 15 km afhængig af placering samt ca. 50 km ny og
opgraderet vej på Als og Fyn.
Forundersøgelsen viser, at en forbindelse er teknisk mulig at anlægge og peger på, at hvis man politisk vil gå videre med projektet, vil en broløsning mellem Fynshav og Horneland være mest relevant at undersøge nærmere. Forundersøgelsen viser også, at det er muligt at opgradere eksisterede vejanlæg.
Det samlede anlægsoverslag for en fast forbindelse mellem Als og Fyn er estimeret til 22,2 milliarder kr. Heraf vil opkrævning af betaling fra brugerne af forbindelsen kunne finansiere ca. halvdelen, så forbindelsen vil kræve et tilskud på 11,4 milliarder kr. for at være økonomisk sammenhængende med en tilbagebetalingstid på 40 år.
Sund & Bælt og Vejdirektoratet afholder nu et borgermøde i Sønderborg om resultaterne fra forundersøgelsen. Borgermødet finder sted den 19. februar fra kl. 17:00 til kl. 19:00 på Hotel Sønderborg Strand.
Forundersøgelsen blev gennemført på baggrund af den politiske aftale om Infrastrukturplan 2035. Selve etableringen af en fast forbindelse mellem Als og Fyn er dog ikke en del af Infrastrukturplan 2035. Det vil i givet fald skulle besluttes særskilt.
Præsentationen fra borgermødet i Sønderborg vil blive optaget med henblik på senere offentliggørelse på als-fyn.dk.
Læs mere om forundersøgelsen på www.als-fyn.dk.