Birch Ejendomme har overtaget et boligprojekt bestående af 110 rækkehuse i Middelfart.
Kontakt
Birch Ejendomme
Boligprojektet Lucernehøjen, der tidligere blev kaldt Skrillingehøjen, overtages fra Chrøis & Lund, og kommer til at bestå af 110 rækkehuse fordelt på 1 og 2 plan.
I et opslag på Linkedin skriver Birch Ejendomme: "Vi overtager projektet på et stade, hvor arbejdet er påbegyndt, og der vil derfor snart være maskiner og folk på grunden igen. Vi ser frem til at byde en masse nye lejere velkommen, når boligerne står færdige."
Byggeriet har ligget stille i ca. 6 måneder og både byggestoppet og frasalget af projektet skyldes de økonomiske vanskeligheder, som Chrøis & Lund er kommet i efter konkursen hos firmaets samarbejdspartner element- og husfabrik GMB Produktion, en del i René Birchs GMB koncernen.
Indtil 2022 har også Birch Ejendomme tilhørt erhvervsmanden og stifteren af selskabet René Birch, som solgte alle sine andele i sit livsværk til den britiske kapitalfond Aermont Capital. Efter salget af Birch Ejendomme stiftede René Birch GMB-koncernen.
Opførelsen af Lucernehøjen vil koste i underkanten af 200 millioner kr. når boligerne står færdige i sommeren 2025, opyser direktør i Birch Ejendomme Thomas Bertelsen til Fyens.dk.