På mødet i Teknik- og miljøudvalget i Københavns Kommune mandag den 19. marts 2018 valgte politikerne at udskyde beslutningen om den videre proces for udviklingen af 2 konkurrende skyskraberprojekter på Nordhavn.
Ifølge Ritzau kom politikerne i Teknik- og miljøudvalget i Københavns Kommune ikke frem til en beslutning om den videre skæbne for de 2 konkurrende skyskraberprojekter på Nordhavn.
– Der har været uenigheder om, hvor hurtigt man kan igangsætte projektet. Det har selvfølgelig en del betydning for, hvordan man gerne vil bygge, siger Alex Vanopslagh, medlem af borgerrepræsentationen og Teknik- og miljøudvalget for Liberal Alliance til Ritzau.
NB! Højhus-byggeri - EKSTRA KURSUS. Afholdes d. 29. maj 2018.
– Jeg havde gerne set, at man kunne have en hurtigere proces, så man kunne fremme byggeriet ude i Nordhavn, siger han.
Projektet Great Northern Tower omfatter et tårn på 330 meter og 112.000 kvm samt et tårn på 190 meter og 31.000 kvm. Dertil kommer en 5 etagers base på 140.000 kvm. Byggeriet skal efter planen rumme blandede funktioner i form af boliger, erhverv, hotel og detailhandel.
H.C. Andersen Adventure Tower, som udvikles af Kurt Immanuel Pedersen og John Christensen i samarbejde med BIG og Züblin, omfatter et højhus på 280 meter og 99.000 kvm samt 30.000 kvm byggeri i forlystelsesparken. Dertil kommer 36.000 kvm parkering i konstruktion med 9.000 kvm i plint ved tårnet og 27.000 kvm placeret i de offentligt tilgængelige friarealer. Der er afsat 6.250 kvm til almene boliger ved KAB.