Nykredits Fond har uddelt priser for 1 million kr, herunder selve Arkitekturprisen på 500.000 kr, som går til dansk-norske Reiulf Ramstad.
- Der er ofte noget eksisterende byggeri, som ikke fungerer længere. Så mange af vores opgaver handler om at rette noget, der ikke virker, og transformere og videreføre det. Vi reparerer fremtiden, siger Reiulf Ramstad.
Filosofien kommer til udtryk i 2 danske projekter:
* Kornets Hus i Hjørring, et kulturhus om brødet og det nordjyske landbrugslandskab,
* SMK Thy og Naturlandsbyen ved Doverodde – Statens Museum for Kunsts permanente afdeling uden for København. Sidstnævnte er kåret af TIME Magazine som en af verdens bedste destinationer.
Bæredygtighedsprisen
Jonas Djernes og Justine Bell grundlagde deres tegnestue midt under corona i 2020 med at arbejde udelukkende med det, der allerede eksisterer, kaldet transformation:
Tegnestuen står bag Hedeskov Living Lab – en omdannelse af en tidligere landsbyskole på Djursland til et center for regenerativ praksis. Projektet er nomineret til EU’s Mies van der Rohe Award 2026.
De får Bæredygtighedsprisen på 250.000 kr.
Motivationsprisen
Julius Nielsen driver Julius Nielsen OFFICE alene fra et baghus i Indre København og er alligevel havnet på forsiderne af Dezeen og Wallpaper. Den 36-årige arkitekt sætter omhu og materialeomsorg i centrum.
- Jeg er optaget af at bruge kendte materialer med langt større omhu end det jeg ser omkring mig, siger Julius Nielsen.
Et eksempel er Tolvkanten i Nordhavn – en flytbar kirke på 76 kvm, der er skruet og boltet frem for limet og støbt, så bygningen kan skilles ad og genbruges.
Motivationsprisen er på 250.000 kr.
Hædersprisen
Hædersprisen uddeles ikke hvert år – kun når der er en særlig grund. I år går den til Jens Kvorning, professor emeritus ved Det Kongelige Akademi, der i mere end 50 år har arbejdet med arkitektur og byplanlægning og sat udødelige spor i måden, vi forstår og taler om den danske by.
Hædersprisen er på 50.000 kr.
Arkitekturpriser
Nykredits Fonds arkitekturpriser uddeles hvert år siden 1987 hyldet arkitekter.
Bag udvælgelsen står et udvalg bestående af arkitekt og professor Søren Nielsen, partner Mads Mandrup Hansen fra C.F. Møller Architects, professor Anne Beim fra Det Kongelige Akademi og arkitekt Gemma Lalanda.
