Århus-baserede Anders Holch Povlsen har købt Kinross House Estate af engelske Donald Fothergillm, som selv havde købt det i 2010. Slottet ligger 40 km nord for Edinburgh i Skotland. Slottet er opført i 1685 og er et luksus-retreat med 24 værelser, 400.000 kvm park og i alt 16 millioner kvm skov, land og sø.
Købet befæster Povlsens position som den største private jordejer i Skotland – større end det britiske kongehus.
Ejendommen skal fortsat tage imod gæster og lejes ud til eksklusive ophold, firmaarrangementer og private fester. Handlen er sket gennem Holch Povlsens WildLand Limited, der betegner opkøbet som en del af ambitionen om at bevare natur, land og arkitektonisk arv.
WildLand har over 20 år bygget Holch Povlsens skotske portefølje op fra familiens base på godset Glenfeshie.
