Østjysk Bolig har i samarbejde med arkitekt Ole Dreyer udviklet et nyt koncept med 39 kvm store containerboliger, som den almene boligorganisation mener vil egne sig til studerende og flygtninge.
Kontakt
Yderligere oplysninger:
Østjysk Bolig
T: +45 8615 6688
E: info@ojba.dk
Østjysk Bolig vil løse det tilbagevendende problem med mangel på studieboliger i Aarhus ved at opføre containerboliger. Det fortæller Allan Søstrøm, direktør i Østjysk Bolig, til Århus Stiftstidende.
- Hvert år omkring 1. september står vi med et problem: Rigtig mange studerende må vente i flere måneder efter studiestart på at få en studiebolig, som der jo er garanti på at få i Aarhus. Hvert år skal kommunen finde på nye løsninger – skal de unge bo i campingvogne, skure eller telte i år?, spørger han i avisen.
Planen er at skære begge ender af en container og erstatte dem med vinduer. Containeren isoleres, og et færdigt bad- og toilet-modul indsættes. Der lægges trægulv, indsættes køkkenelementer, og containerboligen udstyres med møbler – blandt andet en folde-ud-seng. Og man indsætter døre og vinduer. Konceptet er udviklet af Arkitektfirmaet Ole Dreyer.
- 39 kvm giver faktisk mange muligheder for en rigtig fin lille bolig, siger arkitekt Ole Dreyer til Århus Stiftstidende.
Østjysk Bolig er i øvrigt i fuld gang med at opføre 94 ungdomsboliger på mellem 30 og 45 kvm på Gøteborg Allé. Her er dog ikke tale om containerboliger, men de nye ungdomsboliger ved siden af Aarhus Tech og Århus Akademi ventes klar til indflytning i september 2016.
NB! Jylland: Tagboliger i eksisterende ejendomme - planlægning og løsninger. Konferencen afholdes d. 6. april 2016.