Byrådet i Aarhus har afsat 197 millioner kr. til en udvidelse af Engdalskolen og Risskov Skole. De 2 skoleudbygninger finansieres af en udskydelse af byggeriet af en ny skole på Aarhus Ø.
En prognose viser, at Engdalskolen og Risskov Skole i fremtiden vil mangle undervisningslokaler til et stigende antal elever. På Engdalskolen forventes det, at der om 5 år vil mangle 6 lokaler. Efter 10 år vil det tal være steget til 8 undervisningslokaler. På Risskov Skole er eleverne allerede i dag 3 undervisningslokaler i underskud. Om 10 år vil de mangle hele 12 lokaler.
Derfor er det i forbindelse med budgetforliget blevet besluttet at give 44 millioner kr. til en udbygning af Engdalskolen samt 153 millioner kr. til en udbygning af Risskov Skole.
Jylland: Plejeboliger for 25 milliarder. Konferecen afholdes den 1. december 2022.
Finansieringen af de 2 skoleudbygninger findes ved at byggeriet af en ny skole på Aarhus Ø udskydes på ubestemt tid. Et anlægsprojekt, der var afsat 286 millioner kr. til i investeringsplanen for 2024-2033. Elevtalsprognoser viser imidlertid, at antallet af elever i midtbyen vil være aftagende i de kommende år, hvorfor der indtil videre ikke bliver behov for skolen.
- Prognoserne viser, at alle skoler i midtbyen vil have for få elever til at udfylde deres lokaler om 10 år. En ny skole på Aarhus Ø risikerer derfor bare at udhule de eksisterende skolers elevgrundlag, og så mener vi, at pengene er bedre brugt på at udbygge Engdalskolen og Risskov Skole, som nu og i fremtiden vil mangle undervisningslokaler til et stigende antal elever, siger rådmand for Børn og Unge, Thomas Medom (SF).
Aarhus: De store projekter. Konferencen afholdes den 11. januar 2023.
Rådmanden understreger samtidig, at der løbende vil blive holdt øje med, om der i fremtiden opstår behov for en skole på Aarhus Ø. Som en del af budgetforliget er det derfor beskrevet, at man senest i 2027 vil revurdere situationen på baggrund af udviklingen i børnetallet og en samlet analyse af skoledækningen i midtbyen.
Beløbet til byggeriet af den nye skole på Aarhus Ø indeholdt desuden midler til etableringen af idrætsfaglokaler. Som erstatning for idrætsfaglokalerne på skolen, som nu ikke opføres, er det i budgetforliget beskrevet, at der skal etableres idrætsfaciliteter et sted på Aarhus Ø. Pengene til det findes i de afsatte midler til skolebyggeriet i investeringsplanen.