En bebyggelse, der producerer mere energi, end den forbruger. Det er ambitionen, når Ringkøbing-Skjern Boligforening i løbet af de kommende par år opfører 83 almene lejeboliger i Naturbydelen i Ringkøbing. Boligerne bygges efter den såkaldte passivhusstandard.
I Ringkøbing opføres 83 almene boliger efter den såkaldte passivhusstandard. Solceller på tagene producerer energi. Store vinduer mod syd får lys og varme til at strømme ind i boligen. Højisolerede vægge sørger for at holde på varmen, mens solafskærmning sikrer, at boligerne ikke bliver for varme om sommeren.
Energieffektivitet er således en helt central ambition for de 83 almene boliger, som Ringkøbing-Skjern Boligforening i løbet af de kommende par år bygger i den nye Naturbydel ud til Ringkøbing Fjord og tæt på byens eksisterende boligområder, indkøbsmuligheder, skoler og institutioner.
NB! Vedvarende energi og optimering af byg og ejendom. Konferencen afholdes d. 5. marts 2019.
- Mange nybyggerier har som ambition at spare på energien. Vi går efter at opføre en bebyggelse, der producerer mere energi, end den forbruger. Kort sagt: Vi vil bygge nogle af landets mest energieffektive almene boliger. Det vil naturligvis være til gavn for vores beboere, der sparer penge, men vi håber også, at vi kan inspirere udviklingen af almene boliger generelt, så vi bidrager til at skåne miljøet i bredere forstand, siger Bo Lodbjerg, direktør i Ringkøbing-Skjern Boligforening.
Byggeriet, der er tegnet af Bjerg Arkitektur for Ringkøbing-Skjern Boligforening, vil blive opført efter den såkaldte passivhusstandard, der stammer fra Tyskland, og som endnu kun relativt få boliger i Danmark er bygget efter. Ved at udnytte den naturlige solvarme, der strømmer ind i boligerne, og ved det rette valg af gulve, facader og tage er det blandt andet muligt at reducere boligernes varmebehov med op til 90 procent sammenlignet med gennemsnittet. For at leve op til passivstandarden skal energibehovet til rumopvarmning være mindre end 15 kWh/kvm per år. Det gennemsnitlige energiforbrug er 100-150 kWh/kvm per år.
NB! Holstebro: De store projekter. Konferencen afholdes d. 3. april 2019.
Boliger, der appellerer til mange
Ringkøbing-Skjern Kommune, der støtter udviklingen af de almene boliger, er i gang med at udarbejde en lokalplan for projektet, og borgmester Hans Østergaard er begejstret for det høje ambitionsniveau, som Ringkøbing-Skjern Boligforening har lagt for dagen.
- Vi skal hele tiden arbejde for at tilbyde attraktive boliger, der både kan tiltrække og fastholde borgere. Med boligforeningens projekt får vi tilført en helt ny type boliger, der sætter høje standarder inden for bæredygtigt byggeri, og som appellerer til mange forskellige mennesker, der gerne vil være tæt på byen, naboer, naturen og fjorden, siger Hans Østergaard.
NB! Cirkulær økonomi i byggeri og ejendom. Konferencen afholdes d. 4. april 2019.
Natur lige uden for vinduet
Samspillet med naturen er afgørende i udviklingen af nye boliger i hele Naturbydelen, og i boligforeningens projekt er naturen tænkt helt ind mellem bebyggelserne og helt tæt på de enkelte boliger, så beboerne får en oplevelse af at bo midt i naturen.
De store vinduespartier mod syd bidrager ikke blot til bebyggelsens energieffektivitet; de gør det også muligt at nyde engblomster, høje græsser, vandløb, samt fugle- og dyreliv lige uden for vinduet. Boligerne bliver i 1 og 2 plan på 80-115 kvm, og mange af boligerne vil have udsigt til Ringkøbing Fjord – enten fra de private terrasser lige uden for vinduerne i stueetagen eller fra de store sydvendte vinduer på 1. og 2. sal. Ved kraftige regnskyl bliver regnvand ledt til små vandløb mellem husene, der bidrager til at give en attraktiv naturoplevelse.
NB! Herning: De store projekter. Konferencen afholdes d. 8. maj 2019.
- Vores vision er, at alle skal kunne få en bolig med direkte adgang til naturen i Naturbydelen. Samtidig skal udviklingen af den nye bydel være bæredygtig i bred forstand. Boligforeningens projekt bidrager på alle måder til at realisere denne vision, og vi ser frem til, at udviklingen nu kan gå i gang, så vi kan byde endnu flere nye beboere velkommen i Naturbydelen, siger Peter Kjølby, projektdirektør i Naturbydelen Ringkøbing K.
Det forventes, at byggeriet af de almene boliger kan gå i gang i begyndelsen af 2020, og at de første beboere kan flytte ind i efteråret 2020. Inden byggeriet går i gang, anlægges en ny adgangsvej til hele den kommende bebyggelse.