Danmark har brug for 150.000 nye boliger de næste 14 år. 70.000 af dem kan skabes gennem ombygning, men ofte kan det ikke betale sig.
Et nyt vidensprojekt undersøger hvorfor omdannelse til boliger ofte taber til nedrivning og nybyggeri, og hvad der kan gøres ved det.
Projektet hedder Investeringscasen for transformation af erhvervs-, kontor- og velfærdsbyggeri til bolig og er udviklet af:
* Rambøll,
* Nykredit,
* Ejendomsselskabet Olav de Linde
* Statens ejendomsselskab, Freja Ejendomme.
Når transformation af byggeri fravælges, er det ofte, fordi det er sværere at forudsige prisen end ved nybyggeri. Investorer kan leve med en estimeret risiko, men de forhold, der er sværere at måle, bliver tit afgørende barrierer, viser undersøgelsen.
Tabt tid
Tid er en af de faktorer, der kan gøre størst indhug i, om et projekt kan betale sig økonomisk - 1 ekstra år i byggesagsbehandlingen kan koste et projekt flere millioner i:
* Driftsomkostninger,
* Tabt leje,
* Byggelånsrenter.
Og vende et ellers positivt regnestykke til et negativt. Derfor er der behov for mere effektive kommunale plan- og godkendelsesprocesser.
Bedst i storbyer
Hvor projektet ligger kan være helt afgørende for, om et projekt kan betale sig:
Der er størst økonomisk potentiale i Storkøbenhavn og udvalgte dele af Aarhus, Odense og Aalborg, hvor lejeniveauer og boligpriserne er højere.
En central udfordring er de nuværende stramme bygningskrav, der i praksis betyder, at ældre bygninger skal leve op til næsten samme krav som nybyggeri. Og det gør det både mere komplekst og dyrt at omdanne frem for at rive ned og bygge nyt.
Projektet er er støttet af Bevar Mere.
Hvem er Bevar Mere
Bevar Mere er en 4-årig indsats der skal understøtte en adfærdsændring, så transformation af den eksisterende bygningsmasse bliver et reelt alternativ til nybyggede boliger.
4 parter står sammen bag Bevar Mere: Landsbyggefonden, Grundejernes Investeringsfond, Dreyers Fond og Realdania.
