For første gang i Danmark er betonelementer fra nedrevne boligblokke blevet genindbygget i nyt boligbyggeri. Det er et vigtigt skridt mod opskalering og industrialisering af genbrug af betonelementer.
Typisk sendes brugte betonelementer til nedknusning og anvendes til vejopbygning eller sand og sten i ny beton. Men ved nedrivningen af en boligblok i Gellerupparken i 2023 blev der som et forsøg nedtaget 9 hele vægelementer og 42 hele huldæk fra blokken til senere genbrug i nybyggeri. Nedrivningen skete som en del af udviklingsplanen for området, hvor Brabrand Boligforening løbende arbejder med genbrug og genanvendelse.
Her et år senere er 30 af betonelementerne nu ved at blive indbygget i nye rækkehuse ved Trille Lucassens Gade og Gudrunsvej i Gellerupparken nogle få hundrede meter fra, hvor de blevet taget ud.
- Det er en kæmpe milepæl, at det er lykkedes at genindbygge mere end 50 år gamle huldæk i nyt byggeri. For selvom det måske virker simpelt, så ligger der et stort udviklingsarbejde bag, siger forretningsleder Katja Udbye Christensen fra Teknologisk Institut.
Hun er leder af projektet (P)RECAST, der sammen med en række partnere på tværs af byggeriets værdikæde udvikler teknologier og metoder for genbrug af betonelementer.
Kortlægge bæreevne
Inden de brugte betonelementer kan genindbygges, er der udført en række prøvninger på Teknologisk Institut for at kortlægge bæreevne mv. Samtidig skulle der findes en aftager af betonelementerne. Her endte betonelementproducenten Boligbeton, med at spille en afgørende rolle.
- Det er vigtigt for os at være med til at udvikle vores branche i en positiv retning, så da vi hørte om betonelementerne fra Gellerupparken, kunne vi straks se en mulighed for at inkludere dem i en af vores leverancer af betonelementer. Vores kunde, JCN Bolig, var heldigvis helt med idéen, fortæller Tom Kristensen, direktør hos Boligbeton.
Det krævede en mindre tilpasning af elementerne, som skulle skæres i den rette størrelse for at passe til det nye byggeri.
- Det gav for os rigtig god mening at gå ind i et samarbejde om genbrug af betonelementerne. Efter indbygningen af de første betonelementer er vi kun blevet bekræftet i, at det var den helt rigtige vej at gå, forklarer Karen H.H. Andersen, bæredygtighedschef hos JCN Bolig.
Reducering af miljøaftryk
Betonelementer udgør en stor del af den danske bygningsmasse. Betonelementerne vandt for alvor frem i 1950’erne og 60’erne, hvor de løste nogle aktuelle problemer med bl.a. boligmangel, materialemangel og mangel på faglært arbejdskraft.
I dag er ca. 20 pct. af alt den beton, som produceres i Danmark, betonelementer. Men hidtil har der ikke været tradition for eller metoder til genbrug af hele betonelementer, når man river ned, selvom de kan have en lang restlevetid.
- Ved at genbruge eksisterende betonelementer kan man potentielt spare store mængder CO2 sammenlignet med at støbe nye. Samtidig sikrer vi, at de materialer, der allerede er produceret, bliver anvendt igen på den bedst mulige vis, siger Katja Udbye Christensen.
Baner vejen for ny lovgivning
Den aktuelle genindbygning i Gellerup er et vigtigt skridt på vejen mod industrialisering af genbrug af betonelementer, og demonstrationen skal bl.a. være med til at danne de nødvendige erfaringer til at kunne ændre den nuværende lovgivning. For selvom lovgivningen ikke direkte forhindrer genbrug, så adresserer den det heller ikke. Ifølge projektleder Katja Udbye Christensen er det en udfordring, da det bl.a. skaber usikkerhed om krav, metoder og ansvar for byggeriets aktører.
- Vores lovgivning bygger i høj grad på erfaringer. Hvis vi skal rykke ved lovgivningen, så den i fremtiden også understøtter genbrug af hele betonelementer, kræver det veldokumenterede erfaringer fra den virkelige verden. Lige nu er genbrug af betonelementer stadig på et udviklingsstadie, men genindbygningen i Gellerupparken er et vigtigt skridt mod opskalering og industrialisering, siger Katja Udbye Christensen.
Hvis virksomheder i fremtiden altid skal opfinde den dybe tallerken og starte forfra med nye metoder til f.eks. nedtagning, dokumentation og genindbygning, så forbliver genbrug nemlig en nicheløsning, mener Katja Udbye Christensen
- Som det ser ud nu, giver genbrug af betonelementer ikke mening fra et økonomisk perspektiv. Det er både dyrt, tidskrævende, og forbundet med mange usikkerheder. Når markedet samtidig ikke eksisterer, og der ikke findes genbrugte betonelementer til salg, bliver det enormt svært. Vi er dog klar til at afsøge muligheder som denne, hvor potentialet for at bevare og bespare ressourcer er stort. Ved at indgå i dette samarbejde håber vi på at skubbe til udviklingen, så genbrug af betonelementer bliver en reel valgmulighed i fremtidens byggeri, forklarer bæredygtighedschef hos JCN Bolig, Karen HH Andersen.
Projektet, der er støttet af Miljøstyrelsen, involverer en række aktører, herunder Teknologisk Institut, Brabrand Boligforening, GXN, Aarhus Universitet, branchesammenslutningen Dansk Beton, COWI, Søndergaard, Tscherning, Aarsleff, Fonden Dansk Standard, Peikko Danmark, Hi-Con og AP Ejendomme.