5 teams er udvalgt til at deltage i konkurrencen om en helhedsplan for det nedslidte Skovlunde Bymidte i Ballerup Kommune vest for København. Detailhandelen i Skovlunde er opdelt i 2 enheder: Skovlunde Centret som ligger nord for Ballerup Boulevard og Center Syd som ligger syd for Ballerup Boulevard. Der skal byfortættes med butikker og boliger fra en bebyggelsesprocent på 60-85 procent op til 100 procent, for at gøre området attraktivt igen.
Kontakt
Ballerup Kommune, Center for By, Kultur og Erhverv
Telefon:44772288
Att: byplanlægger Martin Lose, projektleder på bymidteprojektet i Skovlunde.
ml2@balk.dk
De 5 teams er:
* Arkitektfirmaet ADEPT sammen med Karres en Brands og Transsolar.
• SLA A/S sammen med Rekommanderet.
• Transform sammen med Niras og Grassat+MIST.
• Tegnestuen Vandkunsten A/S sammen med Marianne Levinsen A/S og Esben rådgivende ingeniører A/S.
• John Pardey Architects sammen med AR Urbanism og Exterior Architecture.
De 5 teams får hver 125.000 kr. for udarbejdelse af et forslag. I februar 2014 er der midtvejsmøde med arkitekterne, og i april vælges vinderen, som skal bistå med færdiggørelsen af helhedsplanen og udarbejdelse af lokalplaner.
Skovlunde er en stationsby med 13.000 indbyggere i Ballerup Kommune, som ligger langs Ballerup Boulevard og S-banen mellem Ballerup og Herlev. Skovlunde Center Nord er et af de første butikscentre af sin slags, der blev bygget i Danmark i slutningen af 50erne: Centret er bygget som et åbent center med mange små butikker omkring en indre gade. I 1977 blev Skovlunde Center Syd bygget som en delvist overdækket arkade. I umiddelbar forlængelse af Center Syd ligger Skovlunde Bibliotek og Kulturhus.
Der er 177 detailhandelsbutikker på 62.000 kvm i hele Ballerup kommune her af ligger de 8.600 kvm fordelt på 26 butikker i Skovlunde bymidte, viser en opgørelse fra ICP, Institut for Center Planlægning.
Udviklingsmulighederne for butikscentre over hele landet drøftes på en konference den 23. januar i København, hvor bla. direktøren for ICP taler sammen med Naturstyrelsen, Danske Bank, Sadolin & Albæk og Reteam. Yderligere information og tilmelding til konferencen Butiksejendomme - De Nye Satsningsområder kan ske på mts@byensejendom.dk eller telefon 27 28 14 15.