Et klimasikret parkanlæg i Haderslev, 20 års forvandling af Faaborg og Koldings nye arkitekturpolitik er de 3 nominerede til Byplanprisen 2026. Vinderen kåres på Byplanmødet 1.-2. oktober i Rødovre. Byplanprisen uddeles af Arkitektforeningen og Dansk Byplanlaboratorium.
Kontakt
Dansk Byplanlaboratorium
db@byplanlab.dk
og
Arkitektforeningen
mail@arkitektforeningen.dk
Send artiklen til en ven
Fælles for de 3 projekter er, at de ikke starter forfra, men bygger videre på det, der allerede findes: Stederne, de eksisterende bygninger, landskabet og de lokale fællesskaber.
Haderslev: Fra oversvømmet asfalt til park
Jomfrustien i Haderslev afskar i mange år den historiske bymidte fra havnen. Området var præget af trafik, asfalt, parkeringspladser og nedslidte erhvervsbygninger, og ved kraftige regnskyl samlede vandet sig og oversvømmede stedet.
I dag er Jomfrustien omdannet til et parkanlæg, der forbinder by og havn og håndterer regnvandet gennem indbyggede tekniske løsninger. Haderslev Kommune løste opgaven sammen med forsyningsselskabet Provas, rådgivere, erhvervsliv og borgere.
Faaborg: 20 års sejt træk
Da de arbejdspladser, der gennem generationer havde defineret Faaborg som købstad, forsvandt, stod byen med behovet for en ny retning. Det blev til næsten 20 års arbejde med at vende afvikling til udvikling.
Frem for én samlet plan har kommunen arbejdet sted for sted med afsæt i byens eksisterende kvaliteter. Et nyt havnebad vendte borgernes skepsis til lokal stolthed, og i den tidligere slagterihal afprøves nye erhverv inden for madproduktion, iværksætteri og kultur.
Kolding: Ord på arkitekturen
Kolding er den første kommune, der har vedtaget en arkitekturpolitik tæt på anbefalingerne fra Ekspertgruppen for National Arkitekturpolitik. Med fokus på at bevare mere og bygge mindre nyt giver politikken politikere, forvaltning, borgere og bygherrer et fælles sprog om arkitektonisk kvalitet.
Politikken bygger på pejlemærker, dialogværktøjer og inspirationskataloger og udfolder princippet bevar eller forklar i forhåndsdialoger, byggesager og lokalplanlægning.
