Helsingør byråd planlægger at et landbrugsområde på 290.000 kvm mellem Helsingørsvej og Krogenbergvej ved Kvistgård skal omdannes til erhvervsområde.
- Helsingør Kommune har nogle ældre, men gode og fornuftigt placerede erhvervsområder, som i høj grad har bygninger og prisniveau, der passer til en by som Helsingør, siger Ole Hjorth, director i Cushman & Wakefield RED, som har udarbejdet en analyse af de fysiske rammer for erhvervslivet i Helsingør Kommune.
- Byer af Helsingørs størrelse har ofte mange håndværks- og produktionsvirksomheder, der gerne vil placere sig tæt på byen, hvor kunderne er.
En spørgeskemaundersøgelse blandt Helsingør-virksomhederne viser at 70 % er glade over for deres placering.
40 % har oplevet udfordringer på grund af deres lokation. Den største udfordring er pladsmangel.
- Når flere af virksomhederne giver udtryk for, at de har behov for mere plads, er det vigtigt, at Helsingør Kommune er lydhør. Hvis pladsmangel står i vejen for virksomhedernes vækst, vil de kigge sig om efter en ny placering med mere plads. Og den finder de ikke nødvendigvis inden for kommunegrænsen, siger Ole Hjorth.
I efteråret 2024 købte Verdion en erhvervsgrund på 27.000 kvadratmeter tæt ved Mørdrup trinbræt i Espergærde i Helsingør Kommune. Her rykker kosmetikgiganten Sæther Nordic ind og skaber 150 nye arbejdspladser.