Målet er større tiltrækning og mindre frafald, når den Danske Bank-ejede ejendomsmægler-kæde Home lancerer et 18 måneders obligatorisk traineeprogram.
- De unge forventer i dag en mere struktureret og gennemtænkt start på arbejdslivet, end branchen traditionelt har kunnet tilbyde, siger Martin Wiesener, Homes adm. direktør. Home har 185 forretninger, 870 ansatte og 120 franchisetagere.
Vejen
En typisk vej ind i faget er, når finansøkonomer tiltræder en trainee-stilling hos en lokal ejendomsmægler.
Traineeprogrammet løber over 18 måneder og starter med fælles 2-dages introforløb, undervisning i retorik, kropssprog og kommunikation, kombineret med praktisk erfaring i forretningerne, fælles undervisning, mentor-ordninger og netværk på tværs af landet.
Fra underholdning til arbejde
Mæglerlivet er populær underholdning på tv, men branchen har udfordringer med at tiltrække og fastholde medarbejdere.
- Jeg tror på, at initiativer som traineeuddannelsen er afgørende for at fastholde de dygtigste i branchen og undgå at miste dem til fx bankverdenen, siger ejendomsmægler Sofie Nordstrøm der i dag er køberrådgiver i kæden.
Det første traineehold starter i januar 2026 på Homes hovedkontor i Aarhus og 80 unge skal gennem forløbet årligt.
