De 168 lejligheder i Gyngemose Park i Søborg får ny ejer, efter at den svenske ejendomskoncern Niam har indgået aftale om at købe hele boligejendommen. Ejendommen på knap 16.000 kvm ligger på den tidligere TV-Byen-grund og er dermed det første køb under Niams nye danske boligplatform, Bellavia.
Ejendommen stod færdig i 2017 og er tegnet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter. Den rummer overvejende 3- og 4-værelses lejligheder, og næsten alle har altan eller terrasse. Bygningen åbner sig mod en grøn gårdhave og områdets sø. Den har i regnskabet stået til 600 millioner kr.
Overtagelse
Efter handlen overtager Niam selv driften af ejendommen gennem boligplatformen Bellavia, som koncernen netop har lanceret til hovedstadsområdet.
Gyngemose Park ligger 8,5 km fra det centrale København med adgang via bus, S-tog, letbane og motorvej. I området er der supermarked, skole, daginstitutioner og en idrætshal.
Sælgerne
Sælgerne er Gyngemose Projektudvikling, der har gruppen bag Sjælsø Management som hovedejere: Flemming Joseph Jensen, Johan Stoustrup, Kim Breyen, Peter Toft Ebbesen, Lars Jacobsen og Marianne Jacobsen.
