Region Midtjylland har i dag udpeget den totalrådgiver, som skal tegne den nye, 16.900 kvm store psykiatriske afdeling på DNV-Gødstrup ved Herning.
Kontakt
Yderligere oplysninger:
Hospitalsenheden Vest
Hospitalsdirektør
Henning Vestergaard
T: +45 7843 8530 / +45 2048 0683
E: henning.vestergaard@vest.rm.dk
Valget af totalrådgiver for psyiatrisk afdeling på DNV-Gødstrup faldt på SMAK Architects, AART Architects, Nordic - Office of Architecture, Midtconsult og Vega Landskab, som sammen i de kommende år skal stå for udfærdigelse af byggeprogram, dispositionsforslag og projektforslag til byggeriet med en totalramme på 381 millioner kr.
Regionsrådsformand Bent Hansen, der i dag kunne udråbe vinderen, ser frem til de kommende års proces med at gøre vision til virkelighed.
- Afslutningen på konkurrencen markerer et stort skridt hen imod at få bygget rammerne for en faglig ambitiøs og attraktiv psykiatrisk afdeling på Det Nye hospital i Vest, Gødstrup. Den skal samle de regionale psykiatriske funktioner i Holstebro og Herning samt den stationære del af børne- og ungdomspsykiatrien i Viborg, siger regionsrådsformand Bent Hansen.
NB! Hospitalsudvikling i København for 30 milliarder. Konferencen afholdes d. 12. marts 2015.
Et bedømmelsesudvalg bestående af repræsentanter fra Psykiatri og Social i Region Midtjylland, projektledelsen for DNV-Gødstrup og inviterede fagdommere har peget på vinderen blandt de oprindeligt 13 deltagere. Efter en tidligere udvælgelse blev feltet skåret ned til 3, der gik videre i en udvidet bedømmelse. Bedømmelsesudvalget har derefter givet deres indstilling til Regionsrådet, som i dag har udpeget en endelig vinder.
Projektledelse og totalrådgiver står nu overfor at indlede samarbejdet om at realisere de løfterige visioner i såvel konkurrenceprogram som tilbuddet, og et naturligt fokus er allerede fundet.
- Totalrammen for byggeriet skal holdes. Region Midtjylland står overfor store økonomiske udfordringer i de kommende år, og derfor vil der fra administrationens side vil der allerede i de forestående kontraktforhandlinger blive stillet skarpt på, at projektet skal have en bæredygtig anlægsøkonomi, siger Bent Hansen.
Den kommende psykiatriske afdeling på DNV-Gødstrup består af 14.800 kvm psykiatriske funktioner placeret i sammenhæng med det somatiske hospital DNV-Gødstrup. Derudover er der indregnet 2.100 kvm til psykiatriske funktioner placeret inde i det somatiske hospital. Byggeriet skal stå færdigt ved årsskiftet 2018/2019.