Dokk1 vandt i sidste uge prisen som verdens bedste bibliotek på en bibliotekskonference i Ohio i USA. Radio24syv undrer sig over, at 6 af 8 medlemmer af den internationale jury, som tildelte prisen, var danskere. Derudover påpeger radiokanalen, at prisen var sponsoreret af Systematic, som leverer it-løsninger til danske biblioteker.
Kontakt
Yderligere oplysninger:
Aarhus Kommune
Kulturrådmand
Rabih Azad-Ahmad
T: +45 8940 2380
E: raadmanden@mkb.aarhus.dk
Hovedbiblioteket på Dokk1 blev natten til tirsdag den 16. august 2016 kåret til verdens bedste på den internationale bibliotekskonference IFLA i Columbus, Ohio, i USA.
Juryen bag prisen bestod af 6 danskere samt 1 nordmand og 1 australier. Og prisen var sponsoreret af Systematic, som leverer it-løsninger til danske biblioteker. Formanden i juryen var Morten Lautrup-Larsen, der også er vicedirektør i Slots- og Kulturstyrelsen, som de danske biblioteker hører under.
NB! AARHUS HAVN: Byudvikling for 2 milliarder. Konferencen afholdes d. 23. november 2016.
Det har fået Radio24syv til at stille spørgsmålstegn ved prisens reelle værdi. Kulturrådmand i Aarhus, Rabih Azad-Ahmad, mener dog, at prisen var velfortjent.
- Jeg er ikke tvivl om, at man har skelet til de kriterier, der er sat op for, hvad et rigtigt godt bibliotek er. Jeg betvivler ikke deres neutralitet i forhold til deres valg af verdens bedste bibliotek, siger han til radiokanalen.
Med til historien hører også, at der via de officielle kanaler har været fuld åbenhed omkring sammensætningen af juryen.
De øvrige nominerede til prisen var Chicago Public Library, USA, Geelong Library and Heritage Centre, Australien og Success Public Library, Australien. Bibliotekerne blev bedømt på de 6 kriterier "Interaktion med omgivelserne og den lokale kultur", "Arkitektonisk kvalitet", "Fleksibilitet", "Bæredygtighed", "Læringsrum" og "Digitalisering".
Opdateret den 23. august 2016, klokken 9.34: Tidligere fremgik det af artiklen, at Realdania har sponsoreret prisen. Det er ikke rigtigt. Realdania oplyser, at man tidligere har støttet udviklingen af et modelprogram for folkebiblioteker – i perioden 2011-13, hvilket dog ikke har noget med prisen at gøre. Realdania har altså hverken indstiftet eller finansieret prisen eller deltaget i udvælgelsen.